Français Formidable, årsplan 6. klasse

Her får du årsplan og læringsmål for Français Formidable til 6. klasse. Læringsmålene er udledt af Fælles mål for fransk 2014, men er konkrete og indgår i større, meningsfulde undervisningsforløb.

Klik på plusserne herunder, og læs om de enkelte kapitlers indhold og omfang. Se hvilke Fælles mål, der er fokus på i FM-skemaet, og se omsatte læringsmål og forslag til tegn på tegn på læring i skemaet med de tre kolonner.

FFM-skemaerne kan også downloades som PDF til udskrivning.

Årsplanen giver forslag til, hvilke uger i løbet af skoleåret man kan planlægge at undervise efter de forskellige kapitler. Forslagene skal primært ses som en anbefaling i forhold til progression mellem kapitlerne samt varighed af det enkelte kapitel. Hvornår på året man som lærer vælger at placere undervisningen er naturligvis op til den enkelte. I årsplanen har vi indregnet ferier i følgende uger: uge 42 – efterårsferie, uge 51-52 – juleferie, uge 7 – vinterferie, uge 14 – påskeferie, uge 26-32 – sommerferie.

 

Kapitel 1: Au collège

Lektioner

18

Fx uge

33-41

I kapitel 1 lærer eleverne at fortælle om deres dagligdag i skolen. De har allerede i Français Formidable #5 stiftet bekendtskab med skoleverdenen, og de har lært ord for skoleting og fag. Eleverne bygger videre på deres viden fra sidste år. De lærer nu at beskrive deres skole og fortælle, hvor de forskellige lokaler er placeret i forhold til hinanden. De lærer klokken og udtryk til at beskrive deres skoleskema. De øver sig i korte dialoger og fortæller, hvad deres yndlingsdag og yndlingsfag er, samt hvad de synes om deres lærere. De er også i stand til at fortælle, hvad de laver i frikvarteret og efter skole.

Det er en god ting at bruge lidt tid i begyndelsen af det nye år på at genopfriske nogle af de lærte ting fra forrige år. Spil for eksempel Quiz og byt for at repetere hilseudtryk: Bonjour/Salut/Au revoir samt svarmuligheder til spørgsmålet Ça va?

Læs mere, se læringsmål og tegn på læring her.

Kapitel 2: Bonjour du Quèbec

Lektioner

16

Fx uge

43-50

I kapitel 2 tages eleverne med på en rejse til fransktalende områder med fokus rettet mod Québec og Guadeloupe. De lærer om vejret i de forskellige lande, og de møder fransktalende unge, der fortæller, hvad de laver i deres fritid, og hvilke årstider de foretrækker. Eleverne får også indblik i, hvilke forskellige sprog, man taler i de fransktalende lande. I Français Formidable #5 har de lært at fortælle, hvor gamle de er. Det bygger de videre på nu og tilføjer, hvornår de har fødselsdag.

Læs mere, se læringsmål og tegn på læring her.

Kapitel 3: Chez moi

Lektioner

12

Fx uge

 1-6

Kapitlet fokuserer på at vise eleverne, hvordan de kan præsentere deres hjem, deres værelse og de aktiviteter, de foretager sig derhjemme. I den første fase lægges vægten på at tale om de forskellige rum i elevernes hjem, og konstruktioner med genitiv introduceres. I den anden fase tilegner eleverne sig ordforråd til at beskrive deres værelser. De bliver præsenteret for en række præpositioner, som de skal bruge til at beskrive, hvor forskellige ting er placeret på deres værelse.

Kapitlet handler også om kæledyr, og eleverne vil lære ord for forskellige dyrenavne. De øver sig på at fortælle, hvilke dyr de har eller kunne tænke sig at have. Endelig øver de sig i korte dialoger om dagligdagssituationer sammen med de øvrige familiemedlemmer.

Læs mere, se læringsmål og tegn på læring her.

Kapitel 4. L'invitation

Lektioner

 16

Fx uge

8-16

Festen er nøgleord i dette kapitel, og eleverne lærer fx at skrive en indbydelse, planlægge en menu, købe gaver og arrangere en fest. I kapitlets første del lægges vægten på at stille forskellige spørgsmål. Eleverne kender i forvejen flere spørgeord som où, quand, qui og à quelle heure. De arbejder nu med dem i en ny kontekst og bliver introduceret for flere som combien, quel jour og quelle date. Måneder, datoer og klokken repeteres ligeledes i en ny kontekst. I anden del arbejder eleverne med et nyt ordforråd om mad, og delingsartiklen og artsartiklen introduceres. Endelig øver de sig på korte dialoger, der blandt andet handler om gaveindkøb, mad og yndlingsmusik.

Læs mere, se læringsmål og tegn på læring her.

Kapitel 5: On va au zoo

Lektioner

18

Fx uge

17-25

Bogens sidste kapitel tager eleverne med på tur i zoologisk have. De bliver præsenteret for en række navne på vilde dyr og lærer forskellige kropsdele at kende, så de er i stand til at beskrive dyrene. De kender allerede ord for transportmidler som vélo, taxi, voiture og lærer flere. Eleverne har indtil nu primært bevæget sig rundt i den meget nære verden med deres familie, venner og skolekammerater. De skal nu kunne føre korte samtaler i det offentlige rum og klare små indkøbssituationer i butikker og på caféer. Aller og venir introduceres.

Læs mere, se læringsmål og tegn på læring her.